Jeanette K.

Navn: Jeanette 

Adresse: Pilgårdsvej, Føvling

 

Mit navn er Jeanette, jeg er årgang 1989.

Jeg har været dagplejer siden februar 2017.

Jeg bor sammen med min mand Søren og vores to børn Benjamin (2013) og Karoline (2016), på en nedlagt landejendom mellem Bobøl og Tobøl.

Vi har i 2020 lavet en ny stor og lys dagplejeafdeling med egen indgang, derudover har vi en dejlig stor have med legeplads til, så der er rigeligt med plads til at børnene kan udfolde sig og udfordre sig selv, både inde og ude. Vores hjem er røg- og dyrefrit.

Pædagogiske kompetencer og erfaringer

Jeg lægger stor vægt på, at børnene får en stabil hverdag fyldt med nærvær og rummelighed, og at de bliver mødt hver især netop der hvor de er.

Jeg har bl.a. erfaring indenfor motorik og børns sprogtilegnelser, derudover har jeg følgende kurser:

  • Grunduddannelsen
  • Arbejdet som dagplejer
  • Den styrkede pædagogiske læreplan

I min dagpleje skal det være sjovt at lære og være, og derfor foregår læringen bl.a. gennem leg og kreative aktiviteter.

Hverdagen i dagplejen

Hvad vi laver i løbet af dagen, afhænger af hvilken børnegruppe jeg har, men vi bruger bl.a. tid udenfor hvor vi lærer om naturen, samler ting vi finder i naturen som vi kan lave kreative ting med, leger på legepladsen, tager madpakker med på tur, hører musik, synger sanglege, danser, læser bøger, lærer rim og remser, osv.

Indimellem besøger vi en kollega eller vi får selv besøg.

Vi er i heldags legestue hver 14. dag sammen med de andre dagplejere her ude fra Føvling området.

Dette giver børnene mulighed for at møde de andre dagplejere og deres børn, hvilket er en rigtig god ting, hvis børnene skal i gæstedagpleje, de får desuden også mulighed for at udvikle evnen til at være mange samlet et sted.

Når et barn nærmer sig børnehavestart har vi mulighed for at besøge Føvling børnehave.

Og det gør vi så tit vi kan, så barnet lige så stille kan vænne sig til de nye rammer og andre børn og voksne.

For mig er det vigtigt, at børn og forældre føler sig trygge og velkommen i vores hjem, da dette er med til at give det bedst mulige samarbejde mellem forældrene og mig.

Jeg glæder mig til at tage imod jer i min dagpleje.