Helena M.

Navn: Helena 

Adresse: Overmarken, Holsted

 

Mit navn er Helena og jeg er født i 1994. Jeg bor sammen med Martin og vores søn Ebbe, som er fra juli 2019. Vores hjem er røgfrit og uden husdyr.

Jeg er oprindelig uddannet socialrådgiver, hvor jeg arbejdede med børn og familier. Jeg lærte dog igennem dette arbejde, at jeg brændte for langt større nærvær sammen med børnene, end jobbet som socialrådgiver gav mig mulighed for.

Jeg er i dag dagplejer, fordi der for mig ikke findes noget mere livsbekræftende, end at tilbringe tid sammen med børn.

Hverdagen i dagplejen

Det er vigtigt for mig, at møde jeres barn der hvor det er. I min dagpleje forsøger vi altid, at tilrettelægge vores dag efter at hvert enkelt barn bliver set og hørt. Vi er i min dagpleje kreative - vi maler hænder og fødder, laver f.eks. dyr ud af børnenes aftryk og taler om hvilke dyr vi har lavet og om muligt kigger på dem i naturen. Vi går på opdagelse i naturen og samler materialer ind til kreative indslag og udfoldelser, vi får røde kinder og jord under neglene.

I min dagpleje har vi fokus på struktur og genkendelighed. Vi forsøger os gerne med bagning sammen og når det er muligt, så bager børnene og jeg gerne mandagsbollerne sammen. Vi er i min dagpleje aktive og har fokus på bevægelse, hvor vi danser, tumler med puder, hopper, løber og laver baner.

Nøgleordene i min dagpleje er: Omsorg, tryghed, nærvær, åbenhed og ærlighed.

En stor del af at have et barn i dagpleje er, at I som forældre føler jer trygge ved at aflevere jeres barn i mine hænder. Dette er netop en af grundene til, at jeg ovenfor har nævnt, at åbenhed og ærlighed vægtes højt i min dagpleje. Jeg ved at et fælles velfungerende samarbejde er afgørende for barnets trivsel og jeg ønsker, at vi i min dagpleje kan have en god konstruktiv dialog, som deraf kan danne grobund for et godt samarbejde, således at vi sammen opnår, at jeres barn er i trivsel.

Jeg glæder mig til at møde jer.