Alice P.

Navn: Alice 

Adresse: Pilevej, Vejen

 

Jeg hedder Alice og er årgang 1960. Jeg startede som dagplejer den 1. november 1994.

Min mand hedder Tage, og sammen har vi 3 voksne børn og 10 børnebørn.

Vi bor i et dejligt parcelhus, der er røgfrit og uden husdyr.

Til huset har vi en stor dejlig baghave, hvor der er masse af plads til at boltre sig.

I nærheden ligger en dejlig legeplads, som vi også benytter.

Pædagogiske kompetencer/erfaringer

Jeg sætter stort fokus på at møde det enkelte barn, hvor det er, og som det er.

Jeg interesser mig for leg og læring. Udvikling og læring sker i legen, f.eks. udeliv, leg med sprog, motorik, sang og musik, være kreativ og bruge fantasien.

Jeg deltager i alle kompetenceudviklingskurser, som jeg får tilbudt.

Jeg har følgende kurser:

  • Grundkursus for dagplejer
  • Sansemotorik og rytmik
  • Børns udtryksformer
  • Leg med sprog
  • Børns kompetenceudvikling
  • For tidligt fødte børn
  • Dokumentation og evaluering af pædagogisk arbejde
  • Førstehjælp

Hverdagen i dagplejen

Jeg vægter en tryg og hyggelig atmosfære i et ustresset børnetempo. Vi har en sjov og legerig hverdag, hvor børnenes forskellige behov bliver tilgodeset, så der er grobund for udvikling og trivsel.

Vi synger og spiller meget musik. Jeg spiller guitar og børnene spiller på forskellige instrumenter. Vi putter også gerne fagter på eller danser sjovt omkring. Jeg bruger musikken til at udvikle børnenes motorik og sproglige kompetencer og indlæring generelt.

Børnene hos mig får lov at opleve, lege, tumle, opdage sig selv og andre. De får lov at hjælpe til, alt hvad de kan, - og gerne lidt mere. De lærer at holde af og vise hensyn. De får en kæmpe stor portion selvværd.

Jeg lægger meget vægt på ude liv, sund kost, kreativitet, motion igennem god leg, at lære børnene at lege sammen, og at være gode kammerater.

Vi er i heldagslegestue ca. hver 2. uge. Der mødes børnene og jeg med 2 kollegaer fra gruppen og deres børn, så børnene lærer at være sammen i en større gruppe.

Jeg holder forældre komsammen et par gange om året, da jeg fornemmer, at det giver en god kontakt forældrene imellem. Jeg vægter et godt forældresamarbejde med en åben og ærlig dialog meget højt.

Jeg glæder mig til at byde jer og jeres barn velkommen.