Diæter

Er der via læge/sundhedsplejerske blevet ordineret en bestemt diæt som dagplejeren ikke umiddelbart kan give, skal diætmad til barnet medbringes af forældrene. 

Lægeerklæring skal altid forevises ved en diæt. For eksempel hvis barnet ikke tåler mælk, æg eller fisk som er de hyppigste fødevareallergier. 

Religiøse eller kulturelle grunde til særlige spiseønsker

I det omfang det er muligt tilgodeser dagplejen religiøse spiseønsker, som for eksempel ingen svinekød.

Fra officiel side anbefales det ikke små børn at være hverken vegetarer eller veganere, hvorfor dette ikke kan imødekommes i dagplejen. I ganske særlige tilfælde kan der dispenseres fra dette. Forældrene skal så sørge for en kostplan som er udført af en autoriseret klinisk diætist.

Børns madkultur med maddannelse, livsstilsvaner og opfattelser af sundhed og mad grundlægges tidligt i barndommen, og bliver en del af den bagage børnene senere tager med ud i livet.
Har madkulturen i barndommen været sund, er det meget sandsynligt at den i voksenlivet også bliver sund. 

Små børn og søde sager

Da små børn har travlt med at vokse på sund mad, er der stort set ikke plads til tilsat sukker og sukkerholdige produkter som slik, is, saftevand, sodavand, kiks og kager med højt sukker- og/eller fedtindhold. Derfor anbefales det, at børn i dagplejen ikke får sukkerholdige produkter - ej heller kunstige sødestoffer eller erstatning med stevia, da disse produkter også er med til at børnene vænnes til at mad skal smage sødt.

Da sukker er en smagsforstærker kan det bruges ved madlavning, som krydderi i for eksempel sovsen, på grøden eller i bagningen af for eksempel brød. 

Mad ved særlige lejligheder

Ved fødselsdage og andre begivenheder kan forældrene eksempelvis medtage brød og boller med pålæg, frugt og grønt (egnet til små børn), pindemadder, pandekager, sandwich eller en dejlig spændende og indbydende varm ret mad. Tal med dagplejeren om, hvad barnet kan medbringe. Drikkevarer kan være smoothies. Vær opmærksom på at frosne bær skal have et kort opkog.

Også ved jubilæer og andre særlige begivenheder serveres sund mad på en sjov og festlig måde. 

Hvordan opfyldes målene i praksis

Dagplejeren bliver løbende informeret om den sidste nye viden fra Sundhedsstyrelsen og Fødevarestyrelsen om mad og ernæring til dagplejebørnene. Dette foregår ved kontinuerlige kurser og løbende information. 

Forfatteren bag dagplejens kostpolitik i Vejen Kommune

Dagplejens kostpolitik i Vejen Kommune er skrevet af Kirsten Mikkelsen Ravnbøl, specialist i mad og ernæring til små børn og forfatter til Sundhedsstyrelsen og Fødevarestyrelsens bog: Mad til spædbørn & småbørn - fra skemad til familiemad. Kostpolitikken er blevet til i samarbejde med dagplejens leder og godkendt af kostudvalget i september 2013 og af forældrebestyrelsen i november 2013.